CAS afviser Elches protest over tvangsnedrykning
Sportsdomstolen CAS har afvist Primera Division-klubben Elches protest over tvangsnedrykning.
Elches spillere, her i kamp mod Atlético Madrid i sidste sæson, skal spille i næstbedste række i den kommende sæson. CAS har afvist klubbens protest over tvangsnedrykning.
Elches spillere, her i kamp mod Atlético Madrid i sidste sæson, skal spille i næstbedste række i den kommende sæson. CAS har afvist klubbens protest over tvangsnedrykning. Foto: Andres Kudacki/AP


I sidste sæsons Primera Division i Spanien sluttede Elche på en flot 13. plads, men ubetalte skatteregninger og generelt rod i økonomien betød, at det spanske fodboldforbund tvangsnedrykkede klubben til næstbedste række gældende fra den kommende sæson.

Elche valgte at indbringe sagen for sportsdomstolen CAS, men mandag meddelte domstolen, at tvangsnedrykningen var berettiget. Det skriver Reuters.

Det får imidlertid ikke den lille klub til at opgive kampen. Elche agter nu at tage sagen til det almindelige spanske retssystem for at få omstødt kendelsen. Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

Skulle tvangsnedrykningen blive fastholdt, vil Eibar, der sluttede som den bedst placerede nedrykker i sidste sæson, få pladsen i Primera Division på Elches bekostning.

Næste sæson i Spanien begynder i weekenden 22.-23. august, og kampprogrammet bliver ifølge planen offentliggjort tirsdag.

Elche hævder, at klubben har betalt alle udeståender.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.