Carlsbergs vicedirektør træder af ved månedens udgang
Carlsbergs finansdirektør, Jørn P. Jensen, stopper ved månedens udgang efter 15 år i virksomheden.
Først gik administrerende direktør Jørgen Buhl Rasmussen (til venstre), og nu forlader også viceadministrerende direktør Jørn P. Jensen (til højre) Carlsberg-koncernen.
Først gik administrerende direktør Jørgen Buhl Rasmussen (til venstre), og nu forlader også viceadministrerende direktør Jørn P. Jensen (til højre) Carlsberg-koncernen. Foto: Carlsberg/free


Carlsbergs viceadministrerende direktør og finansdirektør, Jørn P. Jensen, fratræder ved udgangen af september.

Ifølge en selskabsmeddelelse fra Carlsberg er fratrædelsen sket i enighed med bestyrelsen.

Jørn P. Jensens afgang sker få måneder efter, at Jørgen Buhl Rasmussen blev afløst af hollandske Cees t' Hart som administrerende direktør.

- Jeg vil gerne takke Jørn P. Jensen for hans meget betydelige indsats i de seneste 15 år i udviklingen af Carlsberg-gruppen fra at være et mindre regionalt bryggeri til dets nuværende internationale position, og jeg ønsker ham held og lykke fremover, siger bestyrelsesformand Flemming Besenbacher.

51-årige Jørn P. Jensen kom til Carlsberg i 2000 efter at have været finansdirektør i Foss Electric og Nilfisk Advance.

Han sidder i bestyrelsen for Danske Bank og sad indtil februar i år også i bestyrelsen for Dong Energy.

Hos Carlsberg har han været med til at købe norske Orkla ud af selskabet og gennemført opkøbet af Scottish & Newcastle.

Han mener selv, at tidspunktet for forandring for både ham selv og Carlsberg er det rigtige.

- Jeg vil altid huske tilbage på de fantastiske kolleger og medarbejdere i koncernen, de mange gode samarbejdspartnere og andre interessenter, og jeg vil fortsat følge Carlsberg med interesse, siger han.

Der skal nu findes en afløser, og i mellemtiden vil Jørn P. Jensen afslutte en række projekter og stå til rådighed i forbindelse med overleveringen til afløseren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.