Carlsberg tilbagekalder ildelugtende øl i Sverige
For anden gang på en uge tilbagekalder Carlsberg øl i Sverige.
Carlsberg har tilbagekaldt letøl i Sverige på grund af dårlig smag og lugt. Arkivfoto
Carlsberg har tilbagekaldt letøl i Sverige på grund af dårlig smag og lugt. Arkivfoto Foto: Carlsberg/free


Carlsberg kalder nu flere typer lys øl tilbage i Sverige efter klager fra utilfredse kunder.

Øllene skulle ikke være sundhedsskadelige, men både smag og lugt beskrives som dårlig.

Ifølge det store, danske bryggeri drejer det sig om et mindre parti dåseøl fra madforretninger, men Carlsberg kan ikke præcist sige, hvor mange øl der er tale om.

- Vi arbejder med at begrænse og kvalitetssikre omfanget, skriver Henric Byström, kommunikationschef hos Carlsberg Sverige, i en sms til det svenske nyhedsbureau TT.

Tidligere i denne uge tilbagekaldte Carlsberg øl fra 680 udskænkningssteder i Sverige, da to personer begyndte at bløde i munden og fik blærer efter at have drukket fra en fustage med tjekkisk øl af mærket Staropramen.

Det formodes, at fustagerne indeholdt rester af et ætsende rengøringsmiddel. Staropramen er ejet af den amerikanske bryggerigigant Molson Coors, men distribueres i Sverige af Carlsberg.

Ifølge Henric Byström kan de to sager ikke kædes sammen.

- Der er ikke nogen mistanke om sabotage, skriver han til TT.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.