Carlsberg sætter godt eksempel i u-land
Private investeringer og udvikling af u-lande går hånd i hånd i Myanmar. Minister vil have mere af den slags.
Carlsberg Myanmar er et joint venture mellem Carlsberg, der ejer 51 procent, og Myanmar Golden Star, der ejer resten. Arkivfoto.
Carlsberg Myanmar er et joint venture mellem Carlsberg, der ejer 51 procent, og Myanmar Golden Star, der ejer resten. Arkivfoto. Foto: Carlsberg/free


Det er en win-win-situation. Private investeringer kan være med til at sætte standarder for miljøet og arbejdsforhold i udviklingslande, samtidig med at man tjener penge. Og sådan er tilfældet med Carlsberg, som er et af de første udenlandske bryggerier, der åbner i Myanmar.

- For Carlsberg betyder det selvfølgelig, at bryggeriet får en stærk position i Myanmar. Og lokalt betyder det nu og her 500 job. Men der er den ekstra gevinst, at Carlsberg er med til at sætte barrieren højt op på en række områder, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

Mogens Jensen åbnede tidligere onsdag Carlsberg-bryggeriet i Myanmar, hvor ministeren er på en tre dages tur. Og han understreger, at det ikke kun er Carlsberg, der får udbytte af bryggeriet i form af kolde kontanter - det er i høj grad også lokalt, der høstes.

- Danske virksomheder er med til at sætte nye standarder, hvor de kommer frem, som andre skal konkurrere med. Carlsberg har for eksempel bygget et stort spildevandsanlæg. Og nu lyder det fra myndigheder, at andre virksomheder også skal rense deres spildevand, siger ministeren til Ritzau.

- Det her viser god synergi på de områder, som jeg er minister for: udviklingsbistand og handel. Her er ikke tale om udviklingsbistand, men om en privat investering der løfter udviklingsniveauet. Og det er min intention, at det skal ske i højere grad, siger Mogens Jensen.

Carlsberg Myanmar er et joint venture mellem Carlsberg, der ejer 51 procent, og Myanmar Golden Star, der ejer resten. Carlsberg har fået den ene af to bryggerilicenser i Myanmar. Den anden er gået til Heineken, som er cirka et halvt år efter Carlsberg i markedslanceringen.

Mogens Jensen er i Myanmar frem til på fredag, hvor han skal mødes med præsident U Thein Sein og lederen af National League for Democracy, nobelprisvinder Aung San Suu Kyi. Men inden åbner ministeren den nye danske ambassade i Yangon.

Danmark giver årligt omkring 100 millioner kroner til Myanmar. Det beløb skal stige til over 120 millioner kroner om året fra 2016-20.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.