Canadisk specialstyrke i kamp med Islamisk Stat
Canadisk general siger, at canadiske soldater brugte snigskytter til at "neutralisere" trusler fra IS.


Canadiske specialstyrker har været i en skudveksling med Islamisk Stat (IS) i Irak i de første bekræftede kampe på landjorden mellem vestlige styrker og jihadisterne, siger en canadisk general.

- Mine styrker havde netop fuldført et planlægningsmøde med højtstående irakiske ledere adskillige kilometer bag frontlinjerne, siger general Michael Rouleau.

- Da de bevægede sig mod frontlinjerne for at fortælle om planlægningen, kom de under beskydning fra IS, der anvendte mortergranater og maskinpistoler.

Generalen siger, at canadierne brugte snigskytter til at "neutralisere" truslerne.

- Ingen canadiere kom noget til, siger han.

USA har tidligere har rapporteret om en mislykket gidsel-redningsaktion mod en IS-gruppe i Syrien, men vestlige styrker har ikke officielt været i kamp på landjorden.

Canada har over 600 soldater i regionen. De er hovedsageligt knyttet til luftangrebene mod IS. Omkring 60 af dem er i en specialstyrke, som uddanner og rådgiver irakiske soldater.

Foruden Canada deltager Australien, Belgien, Storbritannien, Danmark, Frankrig, Holland og USA i luftangreb mod IS i Irak.

USA, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Jordan og Bahrain deltager i angreb mod IS i både Irak og Syrien.

/ritzau/AFP


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.