Canadisk minister går af og søger hjælp mod afhængighed
Fiskeriminister Hunter Tootoo er den første minister til at trække sig fra Justin Trudeaus regering.


Canadas fiskeriminister, Hunter Tootoo, er trådt ud af regeringen af personlige årsager. Tootoo skal i behandling for et afhængighedsproblem.

Han begrunder beslutningen om at opgive sin ministerpost med, at han "ikke ønsker at distrahere" sine ministerkollegers arbejde.

Den 52-årige Hunter Tootoo er den første minister til at forlade den populære premierminister Justin Trudeaus regering, der kom til magten i efteråret 2015.

Om beslutningen skyldes afhængighed af alkohol, stoffer, spil eller noget andet, holder Hunter Tootoo for sig selv.

- Jeg har besluttet at søge behandling for afhængighedsproblemer og beder på nuværende tidspunkt om, at der bliver taget hensyn til mit privatliv, udtaler han i en erklæring.

Premierminister Justin Trudeau har udpeget Dominic Leblanc som ny fiskeriminister.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.