Vejret er forsat imod myndighederne, der kæmper mod en voldsom skovbrand i Canada.
- Det ser ud til at vejret i og omkring Fort McMurray desværre forsat kan stimulere brandene, siger minister for offentlig sikkerhed, Ralph Goodale ifølge AFP på en tv-transmitteret pressekonference.
Her blev det også oplyst, at branden fortsat er uforudsigelig og farlig, og derfor forventes at kunne vokse i størrelse.
Branden har slugt et helt nabolag ved byen Fort McMurray, der ligger i provinsen Alberta i det vestlige Canada.
Fredag eftermiddag oplyste myndighederne, at de 1010 kvadratkilometer, der allerede er brændt, risikerer at vokse til dobbelt størrelse i løbet af lørdagen.
1010 kvadratkilometer svarer cirka til et areal dobbelt så stort som Bornholm, der er 588 kvadratkilometer.
- Det er ekstremt tørt herude. Vinden fortsætter med at komme fra sydvest, hvilket skubber branden i nordøstlig retning i de skovklædte områder, siger Chad Morrison, fra Albertas brandmyndigheder til CNN.
Fredag aften flygtede tusindvis af indbyggere i konvojer mod den nærliggende by Edmonton.
I alt er omkring 88.000 personer blevet evakueret fra Fort McMurray. Fredag alene blev mere end 2500 biler med omkring 7500 personer er ifølge myndighederne blevet evakueret sikkert fra det nordlige Fort McMurray mod syd.
Brandvæsnet kæmper med at beskytte huse, forretninger og andre bygninger mod flammerne. Mere end 1600 bygninger, inklusive hundredvis af hjem, er allerede blevet ødelagt.
Årsagen til branden er ukendt, men embedsfolk siger, at knastørt krat kombineret med lav luftfugtighed og varm vind har ladet ilden sprede sig.
Branden har stået på i syv dage, og ifølge Reuters forventes det, at det bliver den dyreste naturkatastrofe i Canadas historie.
/ritzau/