Camilla Martin: Har aldrig været kropsbevidst
Den tidligere badmintonstjerne var før i tiden dybt afhængig af at være i god form. Alligevel har hun aldrig været kropsbevidst.
Camilla Martin har aldrig tænkt på sin krop som noget, der skulle være pænt. Den var et værktøj, fortæller hun.
Camilla Martin har aldrig tænkt på sin krop som noget, der skulle være pænt. Den var et værktøj, fortæller hun. Finn Frandsen / Polfoto


Camilla Martin har slidt utallige ketsjere op, for hun begyndte at gå til badminton allerede som seks-årig, og da det viste sig, at hun var usædvanligt god til det, blev hun ved. Da hun fyldte 30 år, valgte hun at gå på pension som professionel badmintonspiller, for kroppen var træt.

Anne Louise Hassing fik stress: ’Min krop lukkede ned’, fortæller hun på femina.dk

Men selvom hun har været afhængig af at være i god form for at kunne yde det optimale, har hun aldrig rigtig tænkt over sin krop. Det fortæller hun i et interview med træningsmagasinet MOVE.

- Jeg har aldrig tænkt på min krop som en krop eller på, at den skulle være pæn. Min krop har altid været et værktøj, der skulle bære mig et sted hen. Så jeg har aldrig været tynget af at synes, jeg for eksempel har for store lår. Det ville have været idiotisk at gå op i på et tidspunkt, hvor det handlede om, at jeg skulle være verdens bedste til at spille badminton. Så den tanke er jeg aldrig kommet ind i, siger Camilla Martin.

Bingoflapper

At det kan lyde privilegeret, er Camilla Martin klar over.

- Mine veninder synes, det er lidt irriterende, tror jeg. De ser jo anderledes på det. Min indstilling er et levn fra mit tidligere liv i sportens verden. Jeg kan da sikkert godt trænge til at blive strammet op, og når jeg klapper, kan jeg mærke ’bingoflapperne’ på armene, men det har jeg bare grineren over, siger Camilla Martin.

Læs på femina.dk, hvorfor tv-værten Sisse Fisker ikke gider slankekure

Glad for mad

Én gang har hun været på decideret slankekur. Det er 12 år siden og handlede om det, det ofte handler om, når der er for mange (eller for få!) kilo inde i billedet. En fyr.

- Efter at Gade (tidligere badmintonspiller Peter Gade, red.) og jeg havde slået op, gik jeg meget i byen og drak lidt for mange juleøl. Jeg trænede samtidig fire timer om dagen, så det blev ’kun’ til syv-otte kilo. Efter fire uger, hvor jeg spiste kulhydrater én gang om ugen og ellers kun proteiner og salat, tabte jeg, fortæller Camilla, der priser sig lykkelig for sine gode gener, som hun mener, hun har fra sin mor.

- Jeg tager hatten af for de kvinder, der synes, de er for store, og kaster sig ud i en kur, for det må kraftedeme være hårdt psykisk. Jeg kommer aldrig til at lide af nervøs spisevægring, jeg er alt for glad for mad. Selv da Lars (hendes mand, red.) og jeg var fra hinanden i en periode, hvor jeg tabte mig en del, spiste jeg til, siger Camilla Martin til MOVE.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.