Cameron opfordrer til britiske bombefly over Syrien
Medlemmer af Underhuset bør overveje, om ikke regeringen skal beslutte deltagelse i koalition mod IS i Syrien.
David Cameron vil have de britiske parlamentarikere til at overveje britisk deltagelse i koalition mod IS i Syrien.
David Cameron vil have de britiske parlamentarikere til at overveje britisk deltagelse i koalition mod IS i Syrien. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


Den britiske premierminister opfordrer landets parlamentarikere til at overveje at give grønt lys til militærets deltagelse i en international koalition mod Islamisk Stat i Syrien.

- Det nye er, at flere og flere beviser peger på, at Isil (Islamisk Stat, red.) udgør en trussel for folk her i Storbritannien og for den nationale sikkerhed, siger Camerons talskvinde.

- I den kontekst mener premierministeren, at parlamentarikerne bør overveje denne sag, og hvad vi skal gøre for at bekæmpe Isil.

Koalitionen over Syrien er ledet af USA, som også står i spidsen for bombetogter mod jihadisterne i nabolandet Irak - her deltager blandt andre Storbritannien og Danmark.

Forskellen mellem missionen i Syrien og Irak er stor.

I Irak opererer internationale kampfly på ønske fra landets regering. Omvendt har Syrien ikke bedt om amerikanernes bombefly, og USA har været blandt præsident Bashar al-Assads værste fjender.

Islamisk Stat har solidt greb om store dele af det nordøstlige Syrien, hvor den jihadistiske gruppe har sit hovedkvarter i byen Raqqa.

Her udøver islamisterne deres - over hele kloden fordømte - konservative udlægning af islam, hvor henrettelser som stening og halshugning benyttes i sager om utroskab og eksempelvis "heksekunster".

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.