Cameron og Hollande mødes i Paris om terrorbekæmpelse
Den franske præsident og den britiske premierminister skal diskutere kampen mod Islamisk Stat (IS).


Kampen mod terrorisme og konflikten i Syrien står øverst på dagsordnen, når den britiske premierminister David Cameron mandag gæster den franske hovedstad, Paris, for at mødes med præsident François Hollande.

Cameron bliver den første af en række stats- og regeringschefer, som Hollande skal mødes med i kølvandet på angrebene i Paris, som i sidste uge kostede 130 mennesker livet.

Efter angrebene intensiverede både Rusland og Frankrig deres bombetogter mod Islamisk Stat i Syrien og sagde, at de ville arbejde tættere sammen om at bekæmpe den islamistiske gruppe.

Islamisk Stat har taget ansvaret for angrebet i Paris samt for attentatet mod et russisk passagerfly over Sinai-ørkenen, hvor 224 mennesker dræbt.

Storbritannien udfører allerede luftangreb mod Islamisk Stat i Irak, og Cameron har udtrykt vilje til ligesom Frankrig og Rusland at bekæmpe gruppen i Syrien.

Den britiske premierminister hylder den resolution, som FN's Sikkerhedsråd vedtog fredag på fransk initiativ.

Resolutionen opfordrer alle lande, der har mulighed for det, til at bakke op om at bekæmpe Islamisk Stat og forstærke indsatsen med at forebygge yderligere angreb fra den ekstremistiske bevægelse.

- Det internationale samfund er gået sammen og har besluttet at nedkæmpe denne ondskab, som truer mennesker i alle lande, sagde Cameron i en udtalelse kort efter, at resolutionen var blevet vedtaget.

I løbet af ugen skal den franske præsident mødes med sit amerikanske modstykke Barack Obama, den russiske præsident, Vladimir Putin, og den tyske kansler, Angela Merkel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.