Cameron i appel til nationen: Briter giver ikke op
I en tale foran Downing Street 10 siger den britiske premierminister, at briter skal tænke på fremtiden.
Storbritanniens premierminister har tirsdag holdt en tale for nationen foran Downing Street 10 i London blot to dage før folkeafstemningen om landets fremtid i EU.
Storbritanniens premierminister har tirsdag holdt en tale for nationen foran Downing Street 10 i London blot to dage før folkeafstemningen om landets fremtid i EU. Foto: Matt Dunham/AP


Den britiske premierminister kommer tirsdag i en tale foran sin residens på Downing Street 10 i London med en stærk appel til befolkningen om at stemme for at blive i EU

- Brits don't quit (briter giver ikke op, red.), siger David Cameron i talen, som avisen The Telegraph har lagt op på nettet.

- Vi involverer os, vi tager føringen, vi gør en forskel, vi får ting gjort. Hvis vi gik, ville vores naboer blive ved med at mødes og træffe beslutninger, som ville påvirke os. Det ville påvirke vores land, vores arbejdsmarked, men vi ville ikke være der, siger Cameron videre.

Storbritanniens vælgere skal torsdag 23. juni stemme om, hvorvidt landet skal blive i EU eller forlade unionen.

I sin tale gør Cameron det klart, at et brexit vil true den britiske økonomi og nationale sikkerhed med færre job og færre allierede samt stigende priser.

- Det vil kun være dig i stemmeboksen. Kun dig, der tager en beslutning, som vil påvirke din fremtid, dine børns fremtid, dine børnebørns fremtid, lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han opfordrer i talen til at tænke på børnenes og børnebørnenes håb og drømme for ifølge nyhedsbureauet AFP at appellere til ældre vælgere, som er mere tilbøjelige til at stemme for at forlade Den Europæiske Union.

- Hvis vi stemmer os ud, så er det det. Det kan ikke gøres om. Vi vil forlade Europa for altid, og den næste generation bliver nødt til at leve med konsekvenserne, siger premierministeren.

Den konservative premierministers tale kommer netop som meningsmålinger ifølge Reuters viser en skrumpende tilslutning til ja-siden. En målingsmåling fra analysehuset Survation viser, at ja-siden ligger blot ét procentpoint foran nej-siden.

Ja-siden står ifølge målingen til at få 45 procent af stemmerne, mens 44 procent ifølge målingen vil stemme nej.

En Survation-måling, som blev udsendt lørdag i sidste uge, viste, at ja-siden førte med tre procentpoint.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.