Cameron: Genvælg mig og få skattelettelser
I sin sidste partikongres-tale lover Cameron skattelettelser, hvis han genvælges som britisk regeringsleder.
David Cameron lover skattelettelser, hvis han bliver genvalgt i 2015.
David Cameron lover skattelettelser, hvis han bliver genvalgt i 2015. Foto: Rui Vieira/AP


Den britiske premierminister, David Cameron, lover skattelettelser til den britiske befolkning, hvis han og den konservative regering bliver genvalgt ved næste års parlamentsvalg i Storbritannien, der finder sted i maj.

Sådan lyder meldingen fra de konservatives leder under en tale, der markerer afslutningen på årets kongres hos de britiske konservative, der finder sted i Birmingham, og som er den sidste inden valget i 2015.

- Jeg ønsker at gøre noget og bringe noget retfærdighed tilbage i skattepolitikken, siger David Cameron.

På den udenrigspolitiske bane tordnede den britiske premierminister mod Syrien-krigerne. Dem, der tager af sted, bliver betragtet som fjender af Storbritannien, lyder det fra regeringslederen.

- Hvis I forsøger at rejse til Syrien eller Irak, vil vi gøre alt for at stoppe jer. Tage jeres pas. Anklage, dømme og fængsle jer, og selv om I allerede er dernede, vil vi måske endda forhindre jer i at komme tilbage, siger David Cameron.

Den britiske regering anslår, at mindst 500 britiske borgere lige nu er involveret i konflikten ud over de 250, der allerede er vendt tilbage.

Det britiske parlament godkendte i sidste uge begæringen om, at Storbritannien slutter sig til den USA-ledede operation mod Islamisk Stat i Irak.

Både tirsdag og onsdag har britiske kampfly bombet militante fra den voldelige islamistiske gruppe.

Det britiske parlamentsvalg finder efter planen sted den 7. maj 2015.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.