Cameron forventer masser af støj under britisk EU-snak
De øvrige EU-landes ledere ser frem til at høre den genvalgte britiske premierminister skitsere sine ønsker.


Selv om EU-landenes stats- og regeringschefer fredag egentlig er samlet i den lettiske hovedstad, Riga, for at tale om forholdet til landene mod øst, ser det fremtidige forhold til EU-landet Storbritannien ud til at komme til at præge korridorsnakken.

Den britiske premierminister, David Camerons, kontor har fredag morgen udsendt flere skriftlige erklæringer for at slå tonen an. Her taler Cameron blandt andet om, at han gennem "samarbejde og den rette ånd" sigter mod forbedringer af EU som helhed.

Premierministeren følger selv op, da han ankommer til mødet i Riga.

- Der vil komme opture og nedture. Den ene dag vil man høre, at noget kan lade sig gøre. Den næste, at det ikke er muligt. Der vil være masser af støj undervejs, siger Cameron og gentager sit løfte om, at briterne skal til folkeafstemning om EU senest ved udgangen af 2017.

Flere af de øvrige EU-ledere bliver ved ankomsten også spurgt til deres holdning til de britiske ønsker, som blandt andet forventes at sigte mod at begrænse indvandring fra øvrige EU-lande.

Især den litauiske præsident, Dalia Grybauskaite, lufter reservationer.

- Det er klart, at diskussionerne om Storbritannien omhandler emner, der er følsomme for alle. Men den fri bevægelighed er en absolut kerneværdi for Den Europæiske Union, siger Grybauskaite.

Hun tilføjer, at alt kan løses i EU, blot man har politisk vilje og velvilje.

Men litaueren understreger også, at det skal foregå "i enighed og ikke bare for, at nogen skal søge yderligere særordninger på bekostning af eller i stedet for noget, som andre så må ofre".

Den irske europaminister, Dara Murphy, forsøger at dysse debatten ned og understreger, at hele EU kan have gavn af de reformer, briterne søger.

- Det er alt for tidligt at begynde at dissekere enkeltelementer. Nogle af de kommentarer og forslag, der er kommet om dele af det her, er nok lidt mere dramatiske end virkeligheden. Nu må vi vente og se, hvad der faktisk bliver foreslået, siger Murphy.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.