Caitlyn Jenner blander sig i ophedet debat
Realityfænomenet Caitlyn Jenner blander sig nu i den ophedede debat om transpersoners rettigheder.
Caitlyn Jenner, der tidligere var kendt som sportsudøveren Bruce Jenner.
Caitlyn Jenner, der tidligere var kendt som sportsudøveren Bruce Jenner. Foto: Rich Fury/Polfoto


Hun er vant til at være i rampelyset efter mange år som bonusfar til de berømte Kardashian-søstre og i rollen som tidligere OL-deltager.

Og nu tager realityfænomenet Caitlyn Jenner, der tidligere var kendt som Bruce Jenner, fordel af rampelyset til at blande sig i en ophedet debet om transpersoners rettigheder i USA.

Det skriver US Weekly.

- Der er en masse nyheder derude om lovforslag i forskellige stater, som er gode eller dårlige for LGBT-samfundet (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner red.).

- På det seneste har det mest været ikke så gode lovforslag. Jeg har brugt en masse tid på at tænke over, hvilken slags signaler disse skadelige lovforslag sender, særligt til unge transpersoner der vokser op i de stater, skriver Caitlyn Jenner på sin blog ifølge US Weekly.

Reaktionen kommer, efter at delstaten North Carolina i marts indførte en lov, der tvinger transpersoner til at vælge offentlige toiletter efter deres biologiske køn. Loven er siden hen blevet kendt som "toiletloven".

Siden da har stjerner som Bruce Springsteen og Pearl Jam aflyst koncerter i staten i protest mod den nyindførte lov.

- Vi vil alle have sikkerhed og privatliv på offentlige toiletter. Men disse anti-LGBT-love gør os faktisk mindre sikre. De åbner døren til misbrug, aggressiv og konfliktsøgende adfærd på toiletter og opfordrer fremmede til at kræve, at kvinder og piger skal bevise, at de faktisk er af hunkøn for at benytte toilettet. Ingen ønsker det, lyder det desuden fra Caitlyn Jenner.

Caitlyn Jenner stod offentligt frem i 2015, da hun sprang ud som transperson på forsiden af magasinet "Vanity Fair".

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.