Caddien reddede dagen for Søren Kjeldsen
Søren Kjeldsen har været tynget af forventningspres i Made in Denmark, men et godt råd fra caddien hjalp.
Søren Kjeldsen har ikke opgivet en topplacering ved Made in Denmark endnu. (René Schütze/POLFOTO)
Søren Kjeldsen har ikke opgivet en topplacering ved Made in Denmark endnu. (René Schütze/POLFOTO) Foto: SCHÜTZE RENÉ/FOTOGRAF RENÉ SCHÜTZE


Interessen for Søren Kjeldsen har været enorm ved årets udgave af Made in Denmark i Himmerland.

Ikke nok med at den 40-årige dansker spiller sin turnering nummer 501 på European Tour, så er Søren Kjeldsen også nordjyde, og derfor har forventningerne været skruet i vejret inden besøget på "hjemmebanen".

Opbakningen fra publikum har været enorm alle dage i Himmerland, men for Søren Kjeldsen har det været svært at præstere ordentligt under presset. Derfor hjalp det, da Søren Kjeldsens caddy, australske Alistair Matheson, kom med et godt råd ude på banen.

- Alistair siger til mig: "Jeg ved godt, at du er desperat for at spille godt her, men du bliver nød til at slappe mere af og spille dit spil og lade som om, at turneringen ikke gælder alt", men det er jo sådan, jeg føler det. Den lille snak hjalp mig, siger Søren Kjeldsen.

Den danske golfspiller gik runden i 68 slag, tre slag under banens par, hvilket ikke mindst skyldtes en god afslutning.

Midtvejs på runden havde Søren Kjeldsen lavet to birdies og to bogeys, men med birdies på hul 11, 14 og 17 kom danskeren op på en delt syvendeplads. Han har samlet brugt 205 slag, otte slag under par.

Selvom Søren Kjeldsen dermed er syv slag efter førende David Horsey, så har den populære nordjyde ikke opgivet drømmen om sejren i Himmerland helt endnu.

- David (Horsey, red.) kan godt lave par i morgen, og jeg kan godt lave otte under. Er det sandsynligt? Nej, højst sandsynligt ikke, men sandsynlighed er ikke altid i spil ude på banen. Jeg synes ikke, det er umuligt, men der skal ske noget fantastisk, siger Søren Kjeldsen.

David Horseys nærmeste forfølger er australieren Terry Pilkadaris, der er et slag efter englænderen efter tre runder i Gatten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.