Byret: Nordjyde begik voldtægter gennem ti år
Retten i Hjørring har kendt en 44-årig mand skyldig i vold og en lang række voldtægter mod kvinder.
Retten i Hjørring har onsdag kendt en 44-årig nordjyde skyldig i en sag om voldtægt og vold gennem ti år (arkivfoto)
Retten i Hjørring har onsdag kendt en 44-årig nordjyde skyldig i en sag om voldtægt og vold gennem ti år (arkivfoto) Foto: SCH?TZE REN?/free


En 44-årig mand fra Nordjylland er tirsdag i Retten i Hjørring kendt skyldig i blandt andet at have hældt ætsende væske ud over en tidligere kæreste og voldtaget flere kvinder ugentligt i en periode på cirka ti år.

- Anklagemyndigheden er rigtigt godt tilfreds med udfaldet på sagen, siger anklager Peter Rask til Ritzau.

En kvinde var også tiltalt for nogle få forhold i sagen, men er blevet frikendt for det meste.

Retten fastslår, at den 44-årige mand mellem 2004 og 2014 udsatte flere kvinder for talrige overgreb.

Den første kvinde, som han var kæreste med, blev udsat for voldtægt flere gange om ugen og blev blandt andet hevet i håret og sparket ned ad trapperne i opgangen til deres Aalborg-lejlighed.

I 2005 fik manden en ny kæreste, som han nu er dømt for at have voldtaget ugentligt og udsatte hende for grov vold i flere år.

Blandt andet tvang han hende til at tage omkring 20 piller, hvorefter han bagbandt hende, stak en sprøjte med ukendt indhold i låret på hende og sagde: "Det er slangegift" og "nu får du det, nu dør du" eller lignende.

Senere tvang han hende med ud til en øde lade i Ebeltoft, hvor han viste hende et reb og en pistol og gav hende valget mellem at hænge sig eller skyde sig. Derefter lagde han løkken om halsen på hende.

Retten mener også, at han er skyldig i at have slået flere tænder løse på en tredje kvinde og trukket en af dem ud med en tang.

Han hældte desuden ætsende væske i kvindens underliv, hvilket gav hende varige mén, fastslår retten.

I starten af 2014 tatoverede han hendes skamben efter at have bedøvet hende.

Desuden han han voldtaget sin kvindelige nabo og truet hende på livet.

Sagen begyndte i september, og den tiltalte har nægtet sig skyldig.

Anklagemyndigheden vil kræve ham idømt en forvaringsdom på baggrund af en retslægelig rapport, der viser, at den 44-årige har en "dyssocial personlighedsforstyrrelse."

Torsdag udmåler retten straffen for forbrydelserne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.