Seks rumænere, der arbejdede i byggefirmaet IF Group, blev bedt om at sende noget af deres løn retur.
Nu får de sammenlagt en erstatning på 729.000 kroner, som det nu konkursramte byggefirma IF Group skal betale.
Det har retten i Aalborg afgjort, skriver TV2 Nord.
Ifølge de seks rumænske ansatte i IF Group blev de hver måned afkrævet at tilbagebetale store kontantbeløb fra deres løn til virksomheden og den ansatte i HR, som havde fået dem til landet.
Det er dog tvivlsomt, om de ansatte nogensinde får det erstatningsbeløb, de har krav på. Byggefirmaet meddelte nemlig 6. marts, at de var gået i rekonstruktion med risiko for at gå konkurs. Få dage senere skete det, og rumænernes 729.000 kroner er nu et krav mod konkursboet.
- Lønkrav har en priviligeret stilling, og det betyder, at det kommer til at gå forud for visse andre, der har krav i boet. Så der er en chance, men der skal jo være midler til det, og det er det, der måske ikke er, siger Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet til TV2 Nord.