Luften i verdens storbyer bliver mere og mere skadelig at indånde, viser nye data fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
Værst står det til i fattige lande, hvor der i næsten alle større byer er blevet målt luftkvalitet, der ikke lever op til WHO's standarder.
I de mere velhavende lande gælder det for over halvdelen af byerne, hvor der er opsat målestationer.
Konklusionen er, at over 80 procent af beboerne i de målte byer går rundt i uren luft. Dårlig luftkvalitet kan føre til lungekræft og andre livstruende sygdomme.
- Urban luftforurening fortsætter med at stige med alarmerende hastighed til skade for folkesundheden, siger Maria Neira, der er chef for WHO's afdeling for folkesundhed og miljø, i en meddelelse.
I rapporten har WHO indsamlet data fra 795 byer i 67 lande. Konklusionen er, at luftkvaliteten generelt er faldet mellem 2008 og 2013.
Zoomer man ind på enkelte regioner, kan man dog se, at luften er blevet renere i velhavende områder som Europa og Nordamerika. Imens går det den forkerte vej i særligt Mellemøsten og Sydøstasien.
Blandt de kæmpebyer med størst luftproblemer er indiske New Delhi, Kairo i Egypten og Dhaka, der er hovedstaden i Bangladesh.
I Europa er luften en anelse mindre ren i Rom end i Berlin. Både i London og Madrid er luftkvaliteten dog bedre. København ligger mellem Rom og Berlin i forhold til de skadelige partikler.
Årsagen til den beskidte luft er blandt andet, at folk tager bilen i stedet for at gå eller cykle, og at mange bygninger er dårligt isolerede. Desuden spiller det i udviklingslande en nøglerolle, at meget affald bliver brændt af.
Ifølge WHO er forurenet udendørs luft skyld i over tre millioner tidlige dødsfald årligt.
/ritzau/AFP