RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
"Buuuh": Ryanair-demoer spreder sig til hele landet
Onsdag mødes fagbevægelsen i Danmark og Ryanair igen i Arbejdsretten, og det markeres med demonstrationer mod det irske flyselskab over hele landet.
- Det drejer sig i al sin enkelthed om, at arbejde der udføres i Danmark, skal udføres på ordentlige overenskomstmæssige vilkår, siger formand for LO-Aarhus Ole Christiansen
- Det drejer sig i al sin enkelthed om, at arbejde der udføres i Danmark, skal udføres på ordentlige overenskomstmæssige vilkår, siger formand for LO-Aarhus Ole Christiansen FOTO: Liselotte Sabroe/arkiv/Scanpix


København, Aarhus, Aalborg og Esbjerg.

I disse fire byer vil der onsdag være demonstrationer mod lavprisselskabet Ryanair. Anledningen er, at LO-fagbevægelsen og det irske flyselskab atter mødes i Arbejdsretten i København.

Her vil fagbevægelsen prøve at få rettens ord for, at man kan lave en konflikt mod flyselskabet, der lige siden første flyvning fra København i marts har nægtet at tegne overenskomst med sine ansatte.

Der er tale om et indledende møde i sagen, mens den endelige dom ventes at falde i midten af juni.

Spreder sig

Foran retsbygningen i hovedstaden vil fagbevægelsen i forbindelse med retsmødet vise sin utilfredshed med Ryanair. Demonstrationerne har dog op til retsmødet også spredt sig til andre storbyer, oplyser Luftens Helte, der er en kampagnegruppe i Flyvebranchens Personale Union (FPU) - ophavsmændene til det oprindelige konfliktvarsel mod Ryanair.

I Aarhus vil der være taler og musik mellem klokken 15 og 17.30 på Skt. Knuds Torv, oplyser LO-Aarhus i en pressemeddelelse.

- Det drejer sig i al sin enkelthed om, at arbejde der udføres i Danmark, skal udføres på ordentlige overenskomstmæssige vilkår – alt andet fører til social dumping, siger formand for LO-Aarhus Ole Christiansen om baggrunden for arrangementet.

Glad for støtte

LO-Aalborg og LO-Esbjerg-Billund-Vejen arrangerer lignende demonstrationer i Aalborg og Esbjerg. Det glæder næstformand i FPU, Anders Mark Jensen.

- Vi er rigtig glade for, at hele den her folkelige bevægelse vokser og bliver større og større, jo tættere vi kommer på retssagerne i Arbejdsretten. Det er en stor støtte til det krav, vi har til Ryanair om at tegne overenskomst med de ansatte, siger han til Avisen.dk.

I Aalborg vil folketingspolitiker Rasmus Prehn (S) tale, mens tilhørerne både kan få lidt til maven og ganen.

100 balloner

På Esbjerg Torv er formand for LO-Esbjerg-Billund-Vejen, Brian Lyst, med til at sende over 100 balloner med ”Luftens Helte”-logo til vejrs.

- Ryanair udfordrer den danske model. Det kan vi som fagbevægelse hverken acceptere eller forholde os tavse til. Alternativet til den danske model er, at arbejdsmarkedet bliver reguleret ud fra devisen, den stærkeste overlever. Det er altså ikke bare lønmodtagernes interesser, der er på spil. Ryanair udfordrer også de arbejdsgivere, der accepterer ordnede forhold, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.