Button: Godt vi holder snor i Magnussen
Briten er begejstret over at få sin 16. sæson i Formel 1, og han ser frem til samarbejdet med Alonso.
Jenson Button og Jan Magnussen har længe kæmpet om sædet. Briten blev, danskeren røg ud.
Jenson Button og Jan Magnussen har længe kæmpet om sædet. Briten blev, danskeren røg ud. Foto: Eugene Hoshiko/AP


Jenson Button er en glad mand, efter at han torsdag blev præsenteret som den ene af McLarens to Formel 1-kørere i 2015 på bekostning af Kevin Magnussen.

Briten, der skal køre sammen med nyankomne Fernando Alonso, er samtidig glad for, at Kevin Magnussen bliver hos McLaren som test- og reservekører næste år.

- Jeg er også rigtig glad for, at Kevin fortsat skal være en del af holdet, siger 34-årige Jenson Button til McLarens hjemmeside.

- Han er en meget hurtig kører og en rigtig sød fyr, siger briten.

I 2014-sæsonen kørte de to sammen på McLaren-teamet i Formel 1, og med 126 point var Jenson Button overlegen i forhold til Magnussens 55 point.

Først og fremmest er 2009-verdensmesteren glad for at kunne køre endnu en sæson i Formel 1.

- Jeg er meget begejstret over udsigten til at køre min 16. sæson i Formel 1 og min sjette sæson for McLaren, siger Jenson Button.

Briten skal næppe regne med at få let spil i den interne duel mod spanske Fernando Alonso, der blev verdensmester i 2006 og 2007, og som mange anser for at være den bedste kører i Formel 1-feltet.

Jenson Button lader sig udadtil ikke mærke af den forventet hårdere konkurrence.

- Jeg ser meget frem til at få en teamkammerat, der er så hurtig og erfaren som Fernando. Jeg er sikker på, at vi kommer til at arbejde virkelig godt sammen, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.