Butiksansatte: Chefen er et røvhul
Ny undersøgelse viser, at det oftest er chefen, der er skyld i et dårligt arbejdsmiljø.
Et dårligt psykisk arbejdsmiljø skyldes ofte manglende ledelses-egenskaber hos chefen. 
Et dårligt psykisk arbejdsmiljø skyldes ofte manglende ledelses-egenskaber hos chefen.  Foto:Scanpix/Arkiv


En ny undersøgelse fra Epinion, der er foretaget blandt ansatte i butik, på kontor og på lager, viser, at 84 procent giver chefen skylden for et dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Og mangel på lederkvalifikationer hos butikscheferne er ofte grund til den dårlige stemning på arbejdspladsen, mener arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel Merete Hansen

- Medarbejderne oplever et stort arbejdspres, og det får ledelsen tit og ofte ikke taget hånd om. Der mangler ledelseskvalitet, der får arbejdet til at glide, siger Merete Hansen.

Erhvervscoach Susanne Veistrup peger på, at cheferne er for dårlige til at sætte klare mål og være anerkendende over for medarbejderne.

Manglende mål og anerkendelse

Ifølge undersøgelsen oplever 72 procent af HK Handel-medlemmerne, der ofte er ansat i butik, kontor eller på lager, dårligt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Og langt de fleste mener, at det er chefens skyld.

Erhvervscoach Susanne Veistrup fortæller, at det ikke er unormalt, at chefen får ansvaret for det dårlige arbejdsmiljø. Og hun nævner flere områder, hvor chefer typisk går galt i byen.

For det første kan ledere blive bedre til at stikke mål og retningslinjer ud, så medarbejderne forstår, hvad de helt præcist skal gøre, for at være en god ansat. Og så er det vigtigt at motivere de ansatte til at nå målet.

Dernæst mener erhvervscoachen, at de fleste chefer har en tendens til at lede, som de selv vil ledes. Men det er en fejl.

- En chef skal nemlig møde den enkelte ansatte, hvor de er. Og det er meget individuelt. Her ligger en stor kilde til motivation. Tydelig og målrettet kommunikation er altafgørende her, siger Susanne Veistrup.

Til sidst peger Susanne Veistrup på, at manglende anerkendelse kan være et problem. Ifølge hende er det vigtigt, at chefen husker at give den konstruktive og positive feedback, samt tør sige til og fra over for medarbejderen.

Er chefen ikke i stand til at kommunikere mål, motivere de ansatte og være anerkendende, så er der stor risiko for at arbejdspladsen vil lide af dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Chefer er selv under pres

Merete Hansen fra HK Handel mener, at chefens manglende fokus på medarbejderne, ofte hænger sammen med, at chefen selv er presset.

Hun fortæller, at der i disse tider bliver skåret ind til benet i detailhandlen på grund af krise og øget konkurrence. Og det lægger et ekstra pres på de ansatte, der måske skal løbe lidt hurtigere. Og her er det vigtigt at en butikschef går ind og støtter og motiverer medarbejderne.

Men det er lederne ikke gode nok til i butiksbranchen, hvor det ofte er meget unge mennesker, der efter kort til i virksomheden, bliver udnævnt til butikschef eller leder.

- Cheferne bliver presset oppefra med krav og målsætninger, der skal overholdes. Derfor bliver medarbejderplejen måske nedprioriteret. Og det er rigtig ærgerligt. For en dårlig leder skaber ikke bare dårlig stemning på arbejdspladsen, men er også ødelæggende for produktiviteten, fortæller Merete Hansen.

Om undersøgelsen

Et repræsentativt udsnit af HK Handels medlemmer, der arbejder i butik, på kontor eller lager, svarede på følgende spørgsmål:

Har du arbejdet på en arbejdsplads med et dårligt psykisk arbejdsmiljø?

  • Ja 72 %
  • Nej  26%
  • Ved ikke 1%

Hvem var skyld i det dårlige psykiske arbejdsmiljø?

  • Kunder 14%
  • Kolleger 42 %
  • Chef/leder 84%
  • Andet 9 %

Undersøgelsen er lavet af Epinion for HK Handel. I alt har 872 repræsentativt udvalgte medlemmer deltaget i undersøgelsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.