Butikkerne har svært ved at øge overskuddet
Den danske detailsektor står i stampe, viser en analyse af knap 5000 årsregnskaber fem år tilbage.
De danske butikker har ikke mærket meget til opsvinget endnu, viser en ny analyse.
De danske butikker har ikke mærket meget til opsvinget endnu, viser en ny analyse. Foto: ENKORN/free


Selv om forbrugerne har fået flere penge mellem hænderne, smitter det ikke rigtigt af på butiksejerne.

Det viser en gennemgang af knap 5000 årsregnskaber fra virksomheder i detailbranchen, der har mindst fem år på bagen.

Af disse virksomheder er det ifølge undersøgelsen, som Spar Nord og erhvervsdatabasen proff.dk står bag, kun knap 61 procent, der har haft overskud det seneste regnskabsår.

Det er præcis samme andel som i 2013, og dermed ser det altså ikke ud til, at detailhandlen har fået glæde af det gryende opsving, som også har givet udslag i større forbrugertillid.

- 2014 blev jo faktisk et vendepunkt efter seks år med faldende detailsalg. Problemerne løser sig dog ikke overnight, og mange er fortsat pressede.

- Men set i forhold til de seneste måneders rekordhøje forbrugertillid og det forbrugspotentiale, som den gennemsnitlige dansker har opsparet i kriseårene, så er det bemærkelsesværdigt, at vi ikke ser bedre tal for detailsektoren, siger cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm.

Han tror dog, at der vil være tegn på forbedring, når 2015-regnskaberne bliver gennemgået næste år.

Det samme gør Jens Birkeholm, der er direktør for brancheorganisationen Dansk Detail.

Han forventer, at de stigende boligpriser vil få danskerne til at løsne grebet om pengepungen, men han kunne også godt tænke sig politisk hjælp.

- Der er megen snak om at liberalisere planloven lige nu. Det giver usikkerhed hos mange detailhandlere, der står for at skulle investere i nye butikker.

- Derfor vil det efter vores mening være bedst, hvis der kommer ro om planloven, siger han.

Dansk Detail så også gerne, at der blev skåret kraftigt i erhvervsstøtteordningerne, og at pengene i stedet blev brugt til lettelser på selskabs- og personskatter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.