En københavnsk skoledreng på 13 år fik besked på, at han ikke måtte komme med bussen, skriver Politiken.dk.
Drengens periodekort var ikke blevet fornyet, så buskontrolløren gav ham en bøde eller kontrolafgift, hvilket normalt betyder, at man kan fortsætte turen med bussen alligevel. Problemet opstod, da drengen skulle skifte bus, for kontrolafgiften gælder kun i den bus, den er udsted i.
Kontrolløren formanede drengen om, at han ikke måtte køre videre med den anden bus. Drengen blev derfor sat af fire kilometer fra sit hjem, mens kammeraterne kørte videre.
- Vores søn ringer os op og er meget ked af det. Det har været en meget voldsom oplevelse for os, at han er blevet efterladt i byen og nægtet adgang til bussen, siger drengens far til Politiken.dk.
Movia beklager episoden og overvejer nu at ændre reglerne, så børn under 16 i den slags situationer stadig kan blive kørt helt hjem.