En knallertkører overfaldt i sidste måned en 48-årig buschauffør i Risskov. Og nu offentliggør Østjyllands Politi et billede af gerningsmanden i forsøget på at finde frem til ham.
Overfaldet fandt sted fredag den 16. september klokken 18.45, da buslinje 20 var nået til endestationen på Åkrog Strandvej i Risskov.
Her kom en ophidset mand løbende ind i bussen og råbte af chaufføren. Da chaufføren tog sin mobil frem for at tage et billede af gerningsmanden, blev han slået med en styrthjelm.
Forinden overfaldet var manden på knallerten kørt ud fra en sidevej til Åkrogs Strandvej og var angiveligt blevet sur over, at chaufføren trak over i venstre vognbane på grund af en vejchikane.
Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at manden på knallerten blev så ophidset, at han svingede sin knallert i retning mod bussen, råbte af buschaufføren, sparkede til bussen og fulgte efter den til endestationen.
Det var så her, at manden løb ind i bussen med sin styrthjelm.
Under overfaldet holdt chaufføren armen op for at afværge slaget. Han endte derfor med at få en hudafskrabning på albuen.
Kender du identiteten på gerningsmanden på billedet, kan du kontakte Østjyllands Politi på 114.