Buschauffør kom alvorligt til skade: Kørte ind i hus
En 56-årig buschauffør fik muligvis et ildebefindende, før han kørte ind i hus. Huset er ved at styrte sammen.
En buschauffør kørte ind i et hus og kom alvorligt til skade.
En buschauffør kørte ind i et hus og kom alvorligt til skade. Foto: Scanpix/arkiv


En 56-årig buschauffør mistede tirsdag aften livet i forbindelse med en ulykke, hvor bussen kørte ind i et hus på Horsensvej i Tebstrup syd for Skanderborg.

Politiet ved ikke, hvordan ulykken skete, men det tyder på, at buschaufføren fik et ildebefindende og sank sammen over rattet.

- Det tyder det på ud fra de vidneudsagn, vi har fået, fortæller vagtchef Lars Grønlund fra Sydøstjyllands Politi.

Hverken de to passagerer i bussen eller personer i huset kom noget til ved ulykken.

- Men det ser ikke godt ud med huset, der er i fare for at styrte sammen, siger vagtchefen.

- Man arbejder på at stive det af, men det kommer til at tage noget tid, tilføjer han.

I forbindelse med arbejdet er den ene vognbane på Horsensvej afspærret, og der er indført trafikregulering omkring det skadede hus.

- Der er noget mere trafik på vejen end normalt på grund af Skanderborg-festivalen, forklarer Lars Grønlund.

De pårørende til buschaufføren er blevet underrettet om ulykken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.