Så har stormen krævet endnu et materielt offer. En bus.
"Der er væltet en bus oppe ved Helsinge, men heldigvis har passagerne blot fået overfladiske skrammer," fortæller pressetalsmand ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr.
Der er allerede slemt i Nordsjælland, men det bliver endnu værre.
"Vinden er godt i gang. Vi har her i Nordsjællands Politi oprettet særlige kommandostationer flere steder i politikredsen, så vi kan tage os af det hele," oplyser han og fortæller samtidig, at det er 114, man skal dreje, hvis man vil have fat i politiet.
Vejene er ved at være særdeles ufarbare.
"Der er væltede træer i hele kredsen," siger Suhr og tilføjer samtidig et velment, men bestemt råd:
"Hold jer inde. Ganske enkelt - det er vores råd," lyder det fra polititalsmanden.