Bus kolliderer med tankvogn i Pakistan: Mindst 57 døde
Det er anden gang på få måneder, at et stort antal mennesker dør i en trafikulykke i området.
Det er ikke unormalt, der sker alvorlige ulykker i Pakistan og her i Indien.
Det er ikke unormalt, der sker alvorlige ulykker i Pakistan og her i Indien. Foto: Aijaz Rahi/AP


Mindst 57 mennesker har mistet livet, efter at en tankvogn fyldt med brændstof tidligt søndag lokal tid kolliderede med en overfyldt bus i Pakistan, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Bussen blev ramt af lastbilen, som kom kørende imod den i høj fart i den forkerte vognbane. Bussen brød i brand efter sammenstødet, siger Rao Muhammad Anwaar, en talsmand for politiet.

Bussen var på vej fra storbyen Karachi i det sydlige Pakistan til havnebyen Shikarpur med mindst 60 passagerer om bord. Nogle få passager slap uskadt fra ulykken ved at klatre ud af vinduerne, mens de resterende - heriblandt flere kvinder og børn - døde i flammerne.

- Vi undersøger om chaufføren i tankvognen alene kan bebrejdes ulykken, eller om bussens chauffør også har været uopmærksom, siger Anwaar.

Det frygtes, at dødstallet vil stige yderligere.

- Vi har modtaget flere end 57 lig, men det tal kan stige yderligere, da mange af dem er brændt til ukendelighed, og det var umuligt at skille resterne ad, siger Semi Jamali, læge på Jinnah-hospitalet i Karachi, til AFP.

Der sker ofte alvorlige trafikulykker i Pakistan på grund af blandt andet dårlige veje, dårligt vedligeholdte køretøjer og uansvarlig kørsel.

Det er den anden store ulykke i Sindh-provinsen de seneste måneder. I november blev ligeledes mindst 57 personer - heriblandt 18 børn - dræbt, da en bus ligeledes kolliderede med en lastbil.


/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.