Burundi overvejer at udskyde valg efter uro
Parlamentsvalget i Burundi fredag og præsidentvalget senere på måneden kan blive udskudt på grund af uro.
Parlamentsvalget i Burundi kan blive udskudt på grund af den seneste tids uroligheder.
Parlamentsvalget i Burundi kan blive udskudt på grund af den seneste tids uroligheder. Foto: Berthier Mugiraneza/AP


Valgkommissionen i Burundi overvejer at udskyde det parlamentsvalg, der efter planen skulle have fundet sted fredag.

Det skyldes den seneste tids valgrelaterede uroligheder i landet, hvor mindst 30 mennesker er blevet dræbt i striden om, hvorvidt præsident Pierre Nkurunziza skal have lov at stille op til en tredje embedsperiode, eller om det er i strid med landets forfatning.

Også det omstridte præsidentvalg, der efter planen skulle finde sted 26. juni, kan blive udskudt til et senere tidspunkt.

Valgkommissionen skal "konsultere de politiske parter, der er involveret i processen," oplyser en af kommissionens embedsmænd til Reuters. Der kan komme en melding senere onsdag eller torsdag.

Præsident Nkurunzizas beslutning om at genopstille har kastet den lille afrikanske nation ud i den værste krise siden den borgerkrig, der sluttede for 10 år siden.

Siden slutningen af april har der stort set dagligt været demonstrationer i hovedstaden Bujumbura, som i mange tilfælde har ført til voldelige sammenstød med politiet.

Krisen kulminerede i sidste måned, da generaler fra Burundis hær forsøgte at tage magten ved et mislykket kup, mens Nkurunziza var ude af landet.

Over 110.000 mennesker er flygtet ud af landet af frygt for politisk vold.

Der er ikke tegn på, at den politiske krise er ved at stilne af, og både afrikanske og europæiske ledere har opfordret til, at parlamentsvalget på fredag og præsidentvalget tre uger senere udskydes.

Nkurunzizas regering har forsvaret beslutningen om at stille op til en tredje embedsperiode, men har samtidig sagt, at den er åben over for at udskyde valget.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.