Myanmars præsident, Thein Sein, ankom mandag eftermiddag lokal tid til Det Hvide Hus, hvor han skal mødes med USA's præsident, Barack Obama.
Sein er den første myanmarske statsleder, som besøger Det Hvide Hus i 47 år, og besøget anses for at være en milepæl for eksgeneralen, som nu leder reformprocessen i det tidligere militærdiktatur.
Både menneskerettighedsorganisationer og enkelte amerikanske politikere har ytret bekymring over besøget.
De frygter, at Obama er gået for hurtigt frem i forhold til at etablere et forhold til Myanmar, hvor et halvt århundrede med militært styre endte i 2011.
Men flere amerikanske embedsmænd mener, at de reformer, som Thein Seins halvmilitære regering har gennemført, som eksempelvis at løslade demokratiikonet Aung San Suu Kyi og flere hundrede andre politiske fanger, fortjener USA's støtte.
Derudover er censuren i landet blevet ophævet, og det er blevet lovligt at danne fagforeninger.
Etnisk og sekterisk vold er steget i Muanmar i de seneste måneder, særligt i den vestlige stat Rahina, og Burmas regering anklages for diskrimination af det muslimske folk Rohingya.
Ifølge en Reuters-journalist som for nylig besøgte landet, er det ligefrem præget af apartheid-lignende forhold, hvor det muslimske mindretal systematisk bliver undertrykt. Blandt andet må de ifølge journalisten bo i fængselslignende ghettoer.
Thein Sein erkender over for Voice of America, at politiet i nogle tilfælde har været "hårdhændet", men karakteriserer den stigende vold som "kriminel adfærd".
Præsidenterne forventes mandag at diskutere de "mange tilbageværende udfordringer", når det kommer til demokrati, etniske spændinger og økonomiske muligheder, skriver Det Hvide Hus i en erklæring.
/ritzau/Reuters