Burka og badevand er en tvivlsom fornøjelse, fordi de lange bomuldsgevandter suger vandet til sig, men nu er der en løsning på vej til muslimske kvinder i Danmark, der både vil kunne kaste sig let og ubesværet i bølgerne, se godt ud på stranden og være anstændigt påklædt på en og samme tid.
Navnet er burkini – burka og bikini i en og samme lette polyester-heldragt, der dækker kvindens krop fra top til tå, men som også ser smart og moderne ud.
»Jeg har lige modtaget en badedragt, som jeg har købt til min datter. Ingen af os kunne være mere tilfredse. Den passer hende rigtigt godt, men sidder ikke så tæt, at den virker afslørende«.
Sådan siger Teresa Baydoun, der købte en burkini til sin datter i Primo Moda – en amerikansk netbutik, der som en af de få i verden nu har specialiseret sig i at sælge tøj til muslimske kvinder, der både vil være tildækkede og gå moderigtigt klædt.
Direktøren i en af Danmarks førende svømmetøjsbutikker på nettet, Jens Busch, er også forsigtigt hoppet med på moden og sælger nu en klassisk navy-farvet burkini, som muligvis ikke er så fiks som de australske modeller, men som opfylder behovet.
Behovet er der
»Vi sælger altså ikke 10.000 om året, men vi er begyndt at sælge nogle stykker til muslimske kvinder, der eksempelvis ikke må bade i svømmehallerne i fuld mondering. Vi importerer den fra England og den ligner lidt en våddragt, men er lige så let som de almindelige badedragter,« forklarer Jens Busch fra Svømmespecialisten.
Og han overvejer at udvide kollektionen, hvis behovet vokser,
»Vi skal selvfølgelig også have indkøbt nogle med smarte mønstre og snit, hvis vi fornemmer, at flere danske muslimer følger den nye bademode,« siger Jens Busch.