Burkina Fasos præsident erklærer undtagelsestilstand
Demonstranter og militær i Burkina Faso vil ikke acceptere præsidentens forsøg på at ændre forfatningen.
Demonstranter i Paris viser deres støtte til de utilfredse borgere i Burkina Faso, der ikke vil finde sig i, at præsidenten vil forlænge sin 27-årige regeringstid yderligere.
Demonstranter i Paris viser deres støtte til de utilfredse borgere i Burkina Faso, der ikke vil finde sig i, at præsidenten vil forlænge sin 27-årige regeringstid yderligere. Foto: Thibault Camus/AP


Præsidenten i det vestafrikanske land Burkina Faso vil ikke slippe magten.

Torsdag aften har den 63-årige præsident, Blaise Compaore, erklæret undtagelsestilstand og opløst landets regering efter voldelige demonstrationer.

Store dele af befolkningen vil ikke finde sig i, at præsidenten efter 27 år ved magten nu forsøger at få ændret forfatningen, så han kan fortsætte på posten.

Blandt andet har de stormet parlamentet i hovedstaden Ouagadougou og sat ild til bygningen.

- Der er erklæret undtagelsestilstand overalt i landet. Chefen for de væbnede styrker har ansvaret for at implementere denne beslutning, der træder i kraft i dag, lyder det i en udtalelse fra præsidenten ifølge radiostationen Radio Omega FM.

- Jeg opløser regeringen fra i dag for at skabe plads til forandring. Jeg opfordrer lederne af oppositionen til at gøre en ende på demonstrationerne, siger præsidenten.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.