Burgaard: Nu kan vi holde hovedet koldt
Håndboldkvinderne er blevet meget bedre til at modstå pres, som det de kom under mod Ungarn mandag aften.
Maria Fisker (tv) og Louise Burgaard kunne i går fejre sejren over Ungarn.
Maria Fisker (tv) og Louise Burgaard kunne i går fejre sejren over Ungarn. Foto: Zsolt Czegledi/AP


Selv om spillet ikke altid har været lige berusende ved håndbold-EM, har det danske hold alligevel vist tydelige fremskridt på flere fronter.

Det fastslår Louise Burgaard, efter at Danmark mandag aften besejrede Ungarn med 23-20 i en infernalsk larm i Debrecen.

- Det er på det punkt, vi har udviklet os allermest. Nu holder vi hovedet koldt, når lokummet brænder, og det er fedt, at vi formåede at holde konceptet. Jeg er simpelthen så stolt af det, siger Louise Burgaard.

Hun fik selv ikke så mange minutter på banen, men det var ikke, fordi hun ikke var rask efter den sygdom, der holdt hende ude mod Polen i lørdags.

Kollegaen på højre back, Line Jørgensen, spillede bare så godt, at der ikke var nogen grund til at kaste Burgaard ind i håndboldkrigen.

- Jeg var helt frisk, men Line Jørgensen spillede en fantastisk kamp, og så fik jeg jo mere tid til at komme mig helt over sygdommen. Jeg kan da godt mærke, at jeg har ligget brak i to døgn, siger Louise Burgaard.

Nu har hun en hviledag tirsdag til at komme sig yderligere, inden det gælder mødet med Spanien på onsdag.

Her skal Danmark bruge mindst et point for at komme i semifinalen, og det bliver meget svært, mener Burgaard.

- Spanien har spillet sindssygt godt. Det bliver en virkelig hård kamp. De har en masse dygtige og rutinerede spillere, og de spiller meget hurtigt, siger højrebacken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.