Når undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) torsdag formiddag præsenterer en aktionsplan mod mobning, vil den ifølge TV2 indeholde et forslag om en klageinstans for mobbeofre.
Men det vil løse ikke problemet med, at flere børn har svært ved at slippe ud af mobning i skolen.
Det mener Elisa Bergmann, der er formand for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (Bupl).
I stedet for en klageinstans opfordrer hun politikerne til at overveje at gøre som i Norge og Sverige. Her har man en børneombudsmand, der er med til at sikre børns rettigheder og trivsel.
- I Bupl kan vi rigtig godt lide tanken om et børneombudsmand, som alene har fokus på børns rettigheder, trivsel og tarv. Men det mangler vi i Danmark.
- Vi har ikke noget, der ligner det, man har i Norge og Sverige. Og det synes vi faktisk, at vi som et nordisk land skulle gå forrest med, siger hun.
Derimod vender hun tommelen nedad for idéen om en klageinstans.
- En klageinstans løser ikke problemet. Det fjerner blot det politiske ansvar og gør det muligt at pege fingre af enkelte medarbejdere, elever og forældre. Mobning skal bekæmpes i fællesskab, siger Elisa Bergmann.
En klageinstans vil indebære, at skoler, medarbejdere, forældre og børn kan blive gjort ansvarlige, hvis et barn mobbes, og der ikke gribes ind.
Og dermed skubber politikerne ansvaret for at bekæmpe mobning fra sig, mener Elisa Bergmann.
- Jeg er ret ærgerlig over, at man nu har travlt med at diskutere, hvem der har ansvaret for mobningen på skolerne i stedet for at finde løsninger, siger hun.
/ritzau/