Bundhold forværrer Manchester United-krise før FCM-kampe
Manchester United tabte 1-2 til Sunderland i generalprøven før Europa League-kampen torsdag mod FC Midtjylland
Anthony Martial (til venstre) scorede lørdag for Manchester United i udekampen mod Sunderland. (arkivfoto)
Anthony Martial (til venstre) scorede lørdag for Manchester United i udekampen mod Sunderland. (arkivfoto) Foto: Jon Super/AP


Det bliver mere og mere vanskeligt for Manchester United at nå den fjerdeplads i Premier League, der giver adgang til at spille Champions League-kvalifikation i næste sæson.

Lørdag måtte holdet for fjerde gang i de seneste seks ligakampe gå fra banen uden en sejr, da holdet blev slået 1-2 i udekampen mod Sunderland, der ligger under nedrykningsstregen i Premier League.

Samtidig var det en dårlig optakt til torsdagens kamp i Herning, hvor Manchester United møder FC Midtjylland i Europa League.

Det lignede ellers længe et ufortjent United-point på en dårlig dag, men med otte minutter tilbage af den ordinære spilletid fremtvang Sunderlands forsvarsspiller Lamine Koné et selvmål af Manchester United-målmand David de Gea.

Dermed startede og sluttede tilskuerne på Stadium of Light med at juble. Allerede i kampens tredje minut kom hjemmeholdet nemlig foran.

Her sejlede et frisparksindlæg fra januarindkøbet Wahbi Khazri hele vejen i mål via stolpen. Målmand David De Geas udsyn var spærret, og spanieren kunne derfor ikke afværge skuddet i tide.

Det var tuneseren Khrazris første mål for Sunderland i hans kamp nummer tre.

Generelt havde Manchester United svært ved at få det offensive spil til at fungere, en tendens der har præget holdet i store dele af sæsonen.

Alligevel lykkedes det for Louis van Gaals spillere at få udlignet inden pausen.

Den unge franske angriber Anthony Martial var hurtigst over en returbold efter en afslutning fra Juan Mata. Martial lobbede elegant bolden over målmand Vito Mannone, der ellers heroisk forsøgte at forhindre en scoring ved at kaste hovedet mod bolden.

Efter pausen var Sunderland klart bedst, og både Jermain Defoe og den tidligere FCK-angriber Dame N'Doye var tæt på at bringe Sunderland foran.

I stedet blev det dog Lamine Koné, som også skiftede til Sunderland i januar, der indtog helterollen, da han steg til vejrs efter hjørnespark og headede bolden mod mål.

Anthony Martial forsøgte at redde bolden, der var på vej ind over linjen, men uheldigvis for ham ramte han David de Gea i ryggen, og bolden gik i mål.

Efterfølgende var United ikke tæt på en udligning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.