Bundesligaens målkonge sikrer Köln-sejr med hattrick
Anthony Modeste brændte et straffespark, men siden scorede han tre mål i Kölns sejr over HSV i Bundesligaen.
Anthony Modeste (i midten) lavede hattrick mod HSV.
Anthony Modeste (i midten) lavede hattrick mod HSV. Foto: Patrik Stollarz/AFP


Anthony Modeste havde en stor aften, da fodboldklubben FC Köln søndag aften spillede sig op på fjerdepladsen i Bundesligaen.

Den franske angriber lavede alle tre mål, da Köln hjemme bankede den tyske ligas agterlanterne, Hamburger SV, med 3-0.

Anthony Modeste er nu oppe på at have scoret 11 ligamål i sæsonen, hvilket er fire flere end de nærmeste forfølgere.

Han kunne allerede være kommet på måltavlen kort før pausen, men han sendte et straffespark på stolpen.

Efter knapt en times spil blev HSV reduceret til ti mand, da Bobby Shou Wood slog bagud med armen og ramte en modstander, hvilket udløste et direkte rødt kort.

Få minutter senere indledte Anthony Modeste sit målshow, da han akkurat rørte et indlæg og scorede til 1-0.

I kampens afslutning scorede franskmanden to gange, først på et hovedstød og dernæst efter en fremlægning.

Frederik Sørensen var med i hele kampen for Köln, der ligger nummer fire med 18 point for ni kampe.

HSV er sidst med kun to point

Hoffenheim vandt tidligere søndag 1-0 hjemme over Hertha Berlin.

Hoffenheim er nummer tre med 19 point, mens Hertha har 17 point på femtepladsen.

Bayern München topper Bundesligaen med 23 point, mens RB Leipzig er nummer to med 21 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.