Den bulgarske atletikudøver Silvia Danekova er røget i dopingfælden i forbindelse med OL i Rio.
Hun er blevet testet positiv for det præstationsfremmende middel epo.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har hun over for den bulgarske tv-station BNT fredag indrømmet, at hun er blevet testet positiv.
- Jeg er ikke skyldig. Jeg har ikke gjort noget galt. Der blev foretaget fire test, og tre af dem var negative. Vi har fundet ud af, at min fjerde test var positiv, siger den 33-årige Silvia Danekov.
- Det er et ufatteligt chok for mig. Den eneste forklaring må være noget kosttilskud, jeg har taget, siger hun.
Den bulgarske forhindringsløber afleverede den positive test 26. juli, hvilket var efter ankomsten til Rio.
Hun skulle have deltaget i 3000 meter forhindringsløb.
- Vi har desværre en positiv test. Nu afventer vi B-prøven, siger Belcho Goranov fra Bulgariens Olympiske Komité til et lokalt medie ifølge Reuters.
Ifølge den bulgarske tv-station skulle B-prøven dog allerede foreligge. Den skulle ligeledes være positiv.
Tidligere fredag blev det også en kendsgerning, at den kinesiske svømmer Chen Xinyi har afleveret en positiv dopingtest. Det skete 7. august.
/ritzau/