Bryant er stemmeslugeren i sin sidste allstar-kamp
Kobe Bryant endte med flest stemmer af alle til årets allstar-kamp i NBA, som bliver hans 18. og sidste.
Kobe Bryant (tv.) kan smile over sin 18. allstar-udtagelse i sin afsluttende NBA-sæson.
Kobe Bryant (tv.) kan smile over sin 18. allstar-udtagelse i sin afsluttende NBA-sæson. Foto: Mark J. Terrill/AP


Det er muligt, at basketballstjernen Kobe Bryant er langt fra tidligere tiders niveau på banen, men hans popularitet blandt fansene er stadig i top.

Afstemningen til årets allstar-kamp i NBA, hvor Øst møder Vest, beviste det med al tydelighed.

For mens Bryant absolut ikke har været en af de bedste spillere hidtil i sæsonen, så blev han den største stemmesluger.

Los Angeles Lakers-legenden fik 1.891.614 stemmer, hvilket var næsten 300.000 stemmer mere end nummer to på listen, sidste års MVP (Most Valuable Player) i ligaen Stephen Curry fra Golden State Warriors.

Sammen med Michael Jordan, Kareem Abdul-Jabbar og John Havlicek er Kobe Bryant den eneste, der er stemt ind som starter i allstar-kampen i en alder af 37 år.

Det bliver Bryants 18. allstar-optræden i hans 20. og sidste sæson. Han meddelte tidligere på sæsonen, at han stopper karrieren efter denne sæson.

De fem startende spillere fra henholdsvis Øst- og Vest-holdet bliver således efter afstemningen:

Vest: Kobe Bryant (Los Angeles Lakers), Stephen Curry (Golden State Warriors), Kevin Durant og Russell Westbrook (Oklahoma City Thunder) samt Kawhi Leonard (San Antonio Spurs)

Øst: LeBron James (Cleveland Cavaliers), Dwayne Wade (Miami Heat), Paul George (Indiana Pacers), Carmelo Anthony (New York Knicks) og Kyle Lowry (Toronto Raptors)

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.