Bruxelles stadig i højeste beredskab efter terroralarm
Mange i Bruxelles arbejder hjemme mandag, hvor det er uklart, om skolerne åbner efter weekendens terroralarm.
En belgisk soldat på patrulje i Bruxelles, der søndag for anden dag i træk er i højeste alarmberedskab efter konkrete trusler om terror i stil med angrebene i Paris sidste weekend.
En belgisk soldat på patrulje i Bruxelles, der søndag for anden dag i træk er i højeste alarmberedskab efter konkrete trusler om terror i stil med angrebene i Paris sidste weekend. Foto: Thierry Monasse/AP


Faren er ikke drevet over i Bruxelles, der søndag for anden dag i træk er i højeste terrorberedskab efter konkrete trusler om nært forestående angreb på samme tid flere steder i den belgiske hovedstad.

Talstærke og svært bevæbnede politifolk og soldater patruljerer stadig over det meste af den ellers halvøde by, hvor politiet samtidig jagter flere mistænkte terrorister.

Den ene er den 26-årige Salah Abdeslam, der menes at have været med til attentaterne i Paris sidste weekend, hvor 130 mennesker blev dræbt.

Meldingerne lyder på, at Abdeslam stadig kan være udstyret med et bombebælte, som han kan have båret under attentaterne i den franske hovedstad for godt en uge siden.

Samtidig frygter politiet ifølge den belgiske avis Le Soir, at andre terrorceller er parat til at slå til i Bruxelles, mens politiet jagter Abdeslam og andre med mulig forbindelse til terrorhandlingerne i Paris.

Metroen i den belgiske hovedstad er foreløbig lukket indtil mandag, og mange i Bruxelles, der både er hovedkvarter for EU og Nato, forbereder sig på at arbejde hjemme fra starten af ugen.

Det er også uklart, om skolerne i Bruxelles åbner normalt mandag morgen.

- Det er 50-50, vurderer den belgiske undervisningsminister, Joëlle Milque.

Den belgiske indenrigsminister, Jan Jambon, siger, at truslerne ikke forsvinder, selv om det skulle lykkes at fange Salah Abdeslam, hvis storebror, Brahim, sprængte sig selv i luften under angrebene i Paris.

- Der er adskillige mistænkte. Det er derfor, vi har taget disse ekstraordinære forholdsregler, siger Jan Jambon.

- Vi følger situationen minut for minut. Der er en reel trussel, men vi gør alt, hvad vi kan, dag og nat for at håndtere situationen, siger han.

Bruxelles blev sat i akut alarmberedskab natten til lørdag, hvorefter byens metro blev lukket, sportskampe og koncerter aflyst, og turistattraktioner, museer, biografer, shoppingcentre, de fleste butikker og i løbet af dagen også mange restauranter lukkede.

Belgiens nationale sikkerhedsråd holder møde søndag klokken 17 for at vurdere situationen i Bruxelles igen og tage stilling til, om den belgiske hovedstad fortsat skal være i højeste alarmberedskab.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.