Brutalt spareforslag: Rens kirurgisk afdeling for sosu-assistenter
Mens statsministeren vil måles på "stærkere kernevelfærd", rykker fyringer tættere på i sundhedsvæsnet.
På Regionshospitalet Herning føler ti sosu-assistenter, at de har fået en kollektiv fyring.
På Regionshospitalet Herning føler ti sosu-assistenter, at de har fået en kollektiv fyring. Foto: Betina Garcia/Arkiv/Scanpix


- Velkommen tilbage fra ferien. Her er et forslag om, at I alle sammen skal fyres.

Det budskab har sosu-assistenterne på den kirurgiske afdeling på Regionshospitalet Herning fået.

De ti sosu-assistenter kan dermed blive nogle af de første i køen af arbejdsløse fra Region Midtjylland, der før sommerferien besluttede at fyre eller forflytte 800-1.000 ansatte.

- De troede, de skulle have en orientering om de varslede besparelser, men de føler, at de har fået en kollektiv fyring. Der var og er intet alternativ på bordet. De er voldsomt chokerede, siger Marianne H. Christensen, der er lokalformand for FOA Herning.

HR-chef Lasse P. Hansen fra Hospitalsenheden Vest bekræfter, at der er et forslag om at fyre samtlige sosu-assistenter på afdelingen, og at sosu-assistenterne er blevet orienteret om forslaget. Han afviser dog, at de de facto har fået en fyreseddel.

- Vi føler os forpligtede til at undersøge mulighederne for anden ansættelse. Det er den proces, vi er i fuld gang med, siger han.

Ifølge FOA Herning vil det koste cirka en million kroner i fratrædelsesgodtgørelser at fyre sosu-assistenterne, der alle har over 17 års anciennitet.

"Fyresedler får jo ikke opgaverne til at forsvinde"

I perioden 2015-2019 skal Region Midtjylland spare mange millioner hvert eneste år for blandt andet at få råd til dyr medicin. Besparelserne topper med 718 millioner i 2018.

I den politiske aftale bag besparelserne lover regionsrådspolitikerne, at besparelserne ikke vil forringe behandlingen på regionens hospitaler. Men den skal de længere ud på landet med, lyder det fra sosu-assistenternes lokalformand.

- Det er de basale plejemæssige opgaver, der ser ud til at blive sparet væk. Kvaliteten i plejen og servicen kommer i bund. Hvordan skal de tilbageværende sygeplejersker få tid til at made og bade patienterne? De løber jo stærkt i forvejen, siger Marianne H. Christensen fra FOA Herning.

Dansk Sygeplejeråd frygter også, at besparelserne får konsekvenser.

- Uanset om det er sosu-assistenter, sygeplejersker, lægesekretærer eller læger, der fyres, så får det en betydning. Fyresedler får jo ikke opgaverne til at forsvinde, siger Anja T. Laursen, der er lokalformand for Kreds Midtjylland.

"Det lyder hult"

Under valgkampen var der ingen smalle steder, når det kom til det danske sundhedssystem.

Socialdemokraterne og Radikale Venstre lovede 1,9 milliarder kroner til området. Et løfte, som Venstre toppede ved at love 2,4 milliarder.

Men på hospitalerne er virkeligheden en helt anden. Alle regioner skal spare, og et af de eneste steder, de kan spare, er på personalet.

Så sent som i weekenden sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i flere medier, at han vil måles på fire punkter heriblandt "stærkere kernevelfærd".

- Det lyder hult. Venstre har tidligere sagt, at partiet er for nulvækst, så jeg frygter det værste. Det ville være sundt for de ansvarlige ministre at se en afdeling med overbelægning, siger Anja T. Laursen fra Dansk Sygeplejeråd i Midtjylland.

Sidste fyring?

Mens de midtjyske sosu-assistenters fremtid afklares, skal V-regeringen og regionerne forhandle om næste års økonomi på landets hospitaler. Forhandlingerne begynder mandag.

Bent Hansen (S), der er formand for Region Midtjylland og for Danske Regioner, håber, at han har varslet den sidste fyring.

- Forhandlingerne skal give svaret på, hvordan vi får råd til den dyre medicin, uden at det koster afskedigelser, siger han.

Er de 2,4 milliarder, som Venstre har lovet, nok?

- Det kommer an på, hvilke forudsætninger der lægges på bordet under forhandlingerne.

V forstår frustration

Venstre afviser, at partiet har et medansvar for de varslede fyringer i Region Midtjylland.

- Jeg kan godt forstå, at man bliver frustreret og ked af det, når man står over for en opsigelse. Men det er regionen, der beslutter, hvem der skal arbejde på regionens hospitaler, siger Jane Heitmann, der er sundhedsordfører for Venstre.

Synes du, at det er lig med "stærkere kernevelfærd", at der er varslet 800-1.000 fyringer i Region Midtjylland?

- Det kan jeg ikke afgøre. Jeg er fuld af tillid til, at regionen løser sine opgaver på en forsvarlig måde med de ansatte, der skal til.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.