"Brugte" kæledyr er populære
Det er populært at adoptere kæledyr fra internater. Vores kæledyr skal have en historie, lyder forklaringen.
Alene i år har 3.920 katte fundet et nyt hjem via Dyrenes Beskyttelse.
Alene i år har 3.920 katte fundet et nyt hjem via Dyrenes Beskyttelse. Foto: Colourbox/free


Når familien skal have ny kat eller hund, er det blevet populært at finde familiens nye medlem på et af landets dyreinternater.

Det viser en undersøgelse foretaget af Dyrenes Beskyttelse.

I løbet af årets første ti måneder har 5309 kæledyr fundet nye hjem. Det er en stigning på 35 procent på to år. Den markante stigning skyldes, at kæledyrenes historie er vigtig for os.

Det vurderer Jens Jokumsen, der er projektleder for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse.

- Historien om, at ens kæledyr tidligere har været i nød og kommer fra et internat, er vigtig for mange danskere, siger han.

Det er især kattene og menneskets notorisk bedste ven, hunden, der er populære, når der skal findes nye familiemedlemmer på internaterne. I år har 3920 katte og 812 hunde fundet nye hjem.

Det er dog også blevet lysere tider for mindre dyr som marsvin og kaniner, hvor i alt 577 mindre dyr er blevet adopteret i løbet af året.

- Fælles for næsten alle de dyr vi videreformidler, er, at de har haft det svært, inden vi modtog dem. Derfor er det naturligvis enormt positivt, at flere og flere danskere vælger at hente deres nye dyr på et internat, siger Jens Jokumsen.

I oktober alene fik 677 dyr et nyt hjem gennem Dyrenes Beskyttelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.