Brudt våbenhvile har givet bomberegn over Syrien
Efter den midlertidige våbenhvile er brudt i Syrien, har indbyggere igen måtte vænne sig til bombardementer.
En nødhjælpskonvoj blev et af de første ofre for den brudte våbenhvile i Syrien.
En nødhjælpskonvoj blev et af de første ofre for den brudte våbenhvile i Syrien. Foto: Omar Haj Kadour/AFP


Indbyggerne i Syriens største by, Aleppo, har natten til tirsdag igen måttet krybe sammen i deres boliger i ly for luftangreb.

Den oprørskontrollerede del af byen blev ifølge AFP's korrespondenter angrebet klokken 02.00 lokal tid natten til tirsdag. Tirsdag morgen lød der igen eksplosioner i flere dele af byen.

Samtidig oplyser Ruslands forsvarsministerium til nyhedsbureauet RIA, at syriske regeringsstyrker i ledtog med russiske luftstyrker svarede tilbage på en offensiv i den nordlige del af Aleppo. 40 personer blev dræbt, skriver Reuters.

Alt sammen angreb, der markerer, at den midlertidige våbenhvile, nu er endeligt brudt.

Aleppo er en af Syriens største kamppladser, delt mellem oprørere og regeringens styrker. De seneste dage har byen som alle andre kamplinjer i Syrien været relativt stille, efter en våbenhvile blev aftalt af USA og Rusland 12. september.

Men volden eskalerede langsomt sent i sidste uge.

Kulminationen blev et fejlangreb udført af den amerikanskledede koalition med danske F-16-fly som en del af angrebsstyrken.

Angrebet ramte den syriske regeringshær i det østlige Syrien. Over 60 syriske soldater blev dræbt.

Inden våbenhvilen blev brudt, eskalerede kampene også i de oprørskontrollerede forstæder til Damaskus, hvor den syriske hær indledte en aktion.

Der skulle kun gå kort tid fra våbenhvilen blev brudt, til et luftangreb blandt andet ramte lastbiler med nødhjælp nær Aleppo i det nordlige Syrien, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Mindst 12 personer er dræbt i angrebet. De fleste er chauffører på lastbilerne i konvojen med nødhjælp. En talsmand for FN siger, at 18 ud af i alt 31 lastbiler med nødhjælp til det krigshærgede område i og omkring Aleppo blev ramt i angrebet. Det skriver Reuters.

Den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), har fordømt angrebet på nødhjælpskonvojen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.