Brrr: Isnende sibirisk kulde på vej til Danmark
Kold luft fra Sibirien sender temperaturerne ned. Nytårsaften ser ud til at byde på fint raketvejr.
Mens DMI er rimelig sikker på prognosen for ugens tre første dage, så er det mere usikkert, hvordan vejret arter sig nytårsaften.
Mens DMI er rimelig sikker på prognosen for ugens tre første dage, så er det mere usikkert, hvordan vejret arter sig nytårsaften. Foto: Scanpix/arkiv


Vinterfrakkerne har hængt længe på bøjlerne i år, men nu skal det varme tøj hives frem.

Kolde vinde fra Sibirien har retning mod Danmark, og så er det slut med de nærmest efterårsagtige temperaturer, som december indtil nu har budt på.

Et højtryk er ved at samle sig over Finland og de baltiske lande, og det vil efterhånden pumpe vinterkulde frem til vores breddegrader ifølge Henning Gisselø, vagthavende meteorolog ved DMI.

- Det er ligesom det, der kommer til at styre showet. Koldt luft fra Sibirien trækker over mod os, og det vil kunne mærkes allerede i dag, hvor temperaturerne ikke vil ligge mange grader over frysepunktet. Blæst vil få det til at føles endnu koldere, siger Henning Gisselø.

Tirsdag og onsdag vil temperaturen i de lyse timer ligge lige over frysepunktet, og blæsten fortsætter.

- Nogle steder vil der måske komme nattefrost, siger Henning Gisselø.

Til gengæld har skyerne nu lukket for sluserne efter weekendens enorme skyller. I dele af landet er der de seneste to døgn faldet så meget regn, at det svarer til nedbørsmængden for en hel december.

- Det holder stort set tørt hele ugen, siger meteorologen.

Mens DMI er rimelig sikker på prognosen for ugens tre første dage, så er det mere usikkert, hvordan vejret arter sig nytårsaften.

- Vi er faktisk meget i tvivl, erkender vagtchefen.

Tvivlen skyldes, at mildere luft måske når at bevæge sig ind over de vestlige egne af Danmark og hamrer sammen med kulden østfra.

- Det kan give småregn. Mit bedste bud er, at de vestlige dele af landet får en smule regn og skyer nytårsaften, mens det i resten af landet bliver fint raketvejr, siger Henning Gisselø.

I de første dage i 2016 ser det ud til at kulden får bidt sig fast med frost om dagen, og efterhånden kan der komme enkelte snebyger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.