Brokollaps: Pendlere kan både bruge Kystbanen og S-toget
Helsingørmotorvejen er lukket for trafik, så DSB giver pendlere mulighed for at bruge pendlerkortet to steder.
Ingen kom til skade, da broen ved Egebækvej ved Nærum delvist kollapsede, og store mængder byggematerialer landede på motorvejens kørebane.
Ingen kom til skade, da broen ved Egebækvej ved Nærum delvist kollapsede, og store mængder byggematerialer landede på motorvejens kørebane. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Pendlere skal nu ikke længere bekymre sig om, at de har pendlerkort til Kystbanen, hvis de ønsker at tage S-toget mandag morgen.

Sådan er meldingen fra DSB, efter at broen ved Egebækvej i Nordsjælland kollapsede, hvilket førte til, at Helsingørmotorvejen har været lukket for trafik mellem Gl. Holte og Nærum.

- Vi sætter både flere vogne på Kystbanen og på S-togene på linje B, og nu tilbyder vi pendlerne med pendlerkort til Kystbanen, at de frit kan vælge mellem at tage Kystbanen eller S-togene fra Hillerød til København.

- Det kan godt blive trangt med pladsen i togene i morgen og med det her tiltag, kan vi tilbyde flere kunder en siddeplads på rejsen, siger Tony Bispeskov, der er trafikinformationschef ved DSB, i en pressemeddelelse.

S-togene på linje E kører med 10 minutters mellemrum mellem Hillerød og Køge og på linje B mellem Holte og Høje Taastrup.

For at skaffe de ekstra vogne har DSB valgt at aflyse linje Bx, der normalt kører mellem Østerport og Høje Taastrup som et supplement til linje B.

Endnu er det uvist, hvornår der igen kan køre biler på strækningen, og derfor forbereder DSB sig på, at der kommer ekstra togpassagerer.

Lørdag aften styrtede en del af motorvejsbroen ved Egebækvej ned over Helsingørmotorvejen i Nordsjælland.

Ingen kom til skade, da broen ved Egebækvej ved Nærum delvist kollapsede, og store mængder byggematerialer landede på motorvejens kørebane.

Dermed venter et større oprydningsarbejde forude.

Søndag aften klokken 18.30 lyder meldingen fra Vejdirektoratet, at forventningen er, at broen er lukket mandag morgen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.