Brokollaps: Bilister må stadig ad omveje
Bilister i Nordsjælland skal tirsdag morgen ud på bivejene. Motorvej når ikke at blive ryddet for brorester.
Det er endnu uvist, hvor lang tid brokollapset på Helsingørmotorvejen lørdag aften kommer til at forstyrre trafikken på den travle strækning. Det står dog klart, at bilister tirsdag morgen igen må se sig om efter alternative ruter.
Det er endnu uvist, hvor lang tid brokollapset på Helsingørmotorvejen lørdag aften kommer til at forstyrre trafikken på den travle strækning. Det står dog klart, at bilister tirsdag morgen igen må se sig om efter alternative ruter. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Helsingørmotorvejen vil som forventet ikke være åben, når myldretidstrafikken sætter ind tirsdag morgen. Det oplyser Vejdirektoratet klokken 04.30.

Arbejdet med at få ryddet op efter det delvise brostyrt lørdag aften på strækningen mellem Nærum og Holte er endnu ikke afsluttet. Trafikanter rådes derfor igen til at køre hjemmefra i god tid på grund af udsigt til kø på omkørselsvejene.

Motorvejen er lukket, efter at broen ved Egebækvej ved Nærum lørdag aften styrtede delvist sammen i forbindelse med støbearbejde.

Ulykkesstedet blev frigivet af politiet søndag eftermiddag, og siden har Vejdirektoratet og dets entreprenører arbejdet i døgndrift med mange maskiner for at få vejen ryddet og gjort klar til trafikanterne igen.

Hvorfor broen kollapsede, er der fortsat ingen forklaring på.

- Politiet har nedsat en ekspertgruppe, der skal granske brokollapset, og det er endnu for tidligt at sige noget om årsagen, sagde anlægschef Erik Stoklund Larsen, Vejdirektoratet, mandag til Ritzau.

Han beklagede samtidig de gener, som lukningen medfører for de mange pendlere i Nordsjælland.

- Vi ved godt, at vejen har stor betydning for bilisterne i Nordsjælland, og derfor sætter vi alle kræfter ind på at blive færdige hurtigst muligt, sagde anlægschefen.

Strækningen er en af de mest befærdede i Danmark. Godt 80.000 biler benytter sig af motorvejen i løbet af et døgn.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.