Brøndbys plankeværk: Hele holdet svigtede
Lukas Hradecky leverede mange flotte redninger i 0-2-nederlaget til FCN, men det er han ligeglad med.
Brøndbys målmand Lukas Hradecky sprællede til ingen nytte mod FC Nordsjælland.
Brøndbys målmand Lukas Hradecky sprællede til ingen nytte mod FC Nordsjælland. Foto: MADS NISSEN/POLFOTO


FC Nordsjælland vandt fortjent 2-0 over Brøndby i Superligaen, og Farum-holdets sejr kunne have været større, hvis det ikke havde været for en velspillende Brøndby-målmand Lukas Hradecky.

Finnen leverede mange flotte redninger i en kamp, hvor Brøndby spillede 10 mod 11 i over en halvleg efter udvisningen af Dario Dumic kort før pausen.

- Det betyder ikke noget. 0-2 og ingen point. Så kan det være lige meget med min præstation.

- Jeg skulle have gjort det bedre ved FCN's første mål. Jeg så bolden for sent, siger han med henvisning til Joshua Johns 1-0-scoring i det sjette minut.

- Hele holdet svigtede. Det var en forfærdelig præstation af hele holdet. Vi kunne slet ikke matche dem, og det var meget skuffende. Alt gik galt. Vi vandt ikke nogen dueller, og vi kunne ikke ramme hinanden med bolden, siger Hradecky.

Brøndby-træner Thomas Frank er heller ikke tilfreds med sit holds indsats.

- Vi tabte kampen, før den nærmest var kommet i gang. Vi vidste, hvad der ventede os heroppe, og det havde vi indrettet os på.

- Vi manglede mod. Vi skal turde tage fat i bolden. Vi har et hold med mange boldspillere, som burde kunne gøre det. Ikke mindst i modgang skal vi have modet.

- Der har været fire bump på vejen i efteråret. To gange mod Hobro, en gang mod Randers og så denne kamp, hvor vi ikke har kunnet slå tilbage. Det skal vi have ændret på. Dette var ikke noget, jeg så i sidste sæson, siger Thomas Frank.

Brøndby burde kunne slutte efterårssæsonen i Superligaen af med en sejr, da det er bundproppen Silkeborg, som gæster Brøndby på næste søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.