Der venter hård modstand for Brøndbys kvindehold i fodboldens Champions League.
Mandag blev der trukket lod til ottendedelsfinalerne, og her blev Manchester City trukket op af bowlen som modstanderhold til de blågule.
For de danske mestre Fortuna Hjørring er vejen til kvartfinalen på papiret en anelse lettere. Her venter der italiensk modstand i form af Brescia.
I den seneste sæson var det dog netop Brescia, der sendte Fortuna Hjørring med en samlet 2-1-sejr over de to opgør.
Både Brøndby og Fortuna Hjørring var seedede ved mandagens lodtrækning i Nyon efter sejre i Champions Leagues 1/16-finaler.
Her vandt Brøndby over østrigske SKN St. Pölten med samlet 4-2, mens Fortuna Hjørring over to opgør besejrede Athletic Bilbao 4-3.
De første opgør i ottendedelsfinalerne spilles 9. og 10. november, mens returopgørene finder sted ugen efter.
/ritzau/