Brøndby vil kropsvisitere alle fans efter Paris-angreb
Sikkerhedsberedskabet i Brøndby er øget til kampen mod AaB, selvom der ikke er en konkret trussel mod kampen.
Alle tilskuere på Brøndby Stadion vil blive kropsvisiteret til kampen mod AaB.
Alle tilskuere på Brøndby Stadion vil blive kropsvisiteret til kampen mod AaB. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Det blodige angreb i Paris tidligere på måneden har fået det meste af Europa til at øge diverse sikkerhedsforanstaltninger på mange områder.

Også i Brøndby tager man det generelle trusselsniveau seriøst, og med mange tusinde tilskuere på lægterne til kampen mod AaB i weekenden løber man ingen risiko.

Derfor bliver alle tilskuere - også samarbejdspartnere og sponsorer - ved alle indgange kropsvisiteret til kampen. Det viser en meddelelse, klubben har sendt til samarbejdspartnere og sponsorer, som Tipsbladet er kommet i besiddelse af.

- Der er ingen konkret trussel mod kampen eller stadion, men situationen byder os at være ansvarlige nok til også at tage vores egne forholdsregler.

- Vi er blevet pålagt at visitere alle personer, der skal ind på stadion uanset hvor og hvilken indgang.

- Derfor opfordrer vi alle partnere til at møde vagterne med et smil og samtidig være bevidste om, at visitation er til for, at vi kan sikre den generelle stadionsikkerhed og ikke for at være et irritationsmoment, skriver klubben.

Brøndby har til sæsonens første otte hjemmekampe haft mere end 14.000 tilskuere i gennemsnit.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.