Brøndby vil bruge EL-modstander til at få god ligastart
Kampene i Europa League-kvalifikationen skal sikre, at Brøndby kommer flyvende fra start i Superligaen.


Lodtrækningen til Europa League-kvalifikationen parrede Brøndby med Juvenes-Dogana fra San Marino, og det er en modstander, som de blå-gule skal sende ud.

Men ud over at sikre videre avancement i Europa, så tjener de to kampe mod holdet fra San Marino også som forberedelse til den kommende sæson i Alka Superligaen, og i det lys er kampene også vigtige.

- Vi skal være klar til de her kampe i Europa, så vi kan bruge dem som afsæt til at komme flyvende ind i sæsonen. De seneste to sommeropstarter har vi set rigtig skidt ud og haltet meget efter, og der er ingen grund til, at vi skal starte sådan igen, siger midtbanemanden Martin Ørnskov.

Med et flot forår sikrede Ørnskov og co. sig bronze i den forgangne sæson, og den korte sommerpause har ikke ødelagt formen.

- Det er jo en kort ferie, så det er egentlig bare et lille break, hvor man kan få lidt restitution, og jeg synes stadig, vi ser skarpe ud, lyder det fra Ørnskov.

Den nye ligastruktur, der ventes godkendt af Dansk Boldspil-Union senere på ugen, træder først i kraft fra sommeren 2016, og dermed bliver næste sæson ligesom den foregående med 33 kampe.

Og kampprogrammet til næste sæson har maget det således, at Brøndby har to hjemmekampe i stedet for en mod både FC København og FC Midtjylland - de to mandskaber, Brøndby skal forsøge at slås med i toppen.

Det glæder Martin Ørnskov.

- Det er altid en fordel at spille hjemme mod de andre gode hold, slutter han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.