Brøndby-træner: Vi skal blive i top-tre
Det kræver tid at vinde DM-guld, men Brøndby har holdet til at gøre det på sigt, mener træner Thomas Frank.
Brøndby er i gang med træningen til den kommende sæson. Målet er at blive i top-tre, siger træner, Thomas Frank.
Brøndby er i gang med træningen til den kommende sæson. Målet er at blive i top-tre, siger træner, Thomas Frank. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Torsdag formiddag indledte Brøndbys spillere og trænere forberedelserne frem mod den kommende sæson, der skydes i gang allerede 2. juli i første kvalifikationsrunde til Europa League.

Sæsonens overordnede sportslige målsætning for Brøndby er en placering i top-tre i den kommende sæson. Og klubben skal vinde et dansk mesterskab senest i sæsonen 2017-2018.

Brøndbys træner, Thomas Frank, vil gerne et stykke tættere på mestrene fra FC Midtjylland samt FC København, som begge sluttede over Brøndby i sidste sæson.

- Vi har en klar sportslig ambition om at konsolidere os i top-tre, og vi skal forbedre vores pointantal i forhold til sidste sæson. Om det bringer os tættere på top-to, kan ingen spå om, men vi gør, hvad vi kan.

- Der er mange ubekendte faktorer i fodbold, og netop derfor fokuserer vi kun på os selv og ikke på, hvad andre klubber gør.

- Vi ved, at vi har en masse uforløst potentiale i vores trup, og derfor tror vi på, at vi kan hæve vores bund- og topniveau et hak eller to i forhold til sidste sæson.

-Vi har bestemt tegningen til noget større, men vi er også realistiske og ved, at vi må have en smule tålmodighed, før vi er i mål, siger Thomas Frank til klubbens hjemmeside.

Han mener ikke, det er for defensivt at sigte efter at konsolidere holdet i top-tre i Superligaen.

- Nej, tværtimod mener jeg faktisk. Man skal huske på, at klubben for blot to år siden stod på randen af nedrykning og konkurs, men vi klarede skærene. Vi startede den efterfølgende sæson op med 16 spillere i truppen til den første træning.

- Siden da har vi haft 19 tilføjelser til spillertruppen, og 16 spillere er taget videre. Til trods for den store udskiftning i truppen har vi udviklet os kolossalt på de to år, og i foråret viste vi noget af den stabilitet, vi har søgt efter.

- Den stabilitet skal vi bygge videre på i den nye sæson, og vi har nu en stærk stamme af spillere som fundament. Det bliver ingen dans på roser at forblive i top-tre, og vi vil opleve bump på vejen i den kommende sæson.

- Men hvis vi ser på, hvor vi var for to år siden, og hvor vi er i dag, så er vi uden tvivl på rette vej, og vi vil kæmpe for hvert et point i den nye sæson, siger Thomas Frank.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.