Brøndby-træner: Vi rejste os efter Hobro-fadæse
Thomas Frank er tilfreds med indsatsen i Brøndbys 1-0-sejr hjemme over Sønderjyske i Superligaen.
Brøndby-træner Thomas Frank var tilfreds med indsatsen mod Sønderjyske.
Brøndby-træner Thomas Frank var tilfreds med indsatsen mod Sønderjyske. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/POLFOTO


Uden at imponere spillemæssigt vandt Brøndby søndag aften med 1-0 hjemme over Sønderjyske i Superligaen.

En nødvendig oprejsning for Brøndby, der i sidste spillerunde gik helt ned og leverede en skidt indsats i 0-3-nederlaget ude til Hobro.

Indsatsen mod Sønderjyske fejlede intet, mener Brøndby-træner Thomas Frank.

- Jeg synes, at spillerne leverede den toppræstation, man skal gøre, når det kommer til at investere energi, fysisk formåen og løb.

- I forhold til at spille blændende fodbold er der andre faktorer, der gør det sværere, siger Thomas Frank med henvisning til græstæppet på Brøndby Stadion.

- Banen er ikke god. Lad os bare sige det. Når vi ikke har en god bane, er det svært at spille topfodbold.

- Omvendt kan man sige, at på en god bane i Hobro spillede vi som en sæk lort, da vi kom bagud, mens vi mod Sønderjyske viste, at vi kan slå tilbage. Vi kæmpede os til sejren, og jeg er rigtig tilfreds med præstationen, siger Thomas Frank.

Daniel Agger var tilbage i Brøndbys forsvar efter sin lyskeskade.

- Det var en okay indsats under de forhold. Vi matchede dem meget godt rent fysisk. Det er vigtigt, at vi viste, at vi godt kan være med mod fysisk stærke hold. Sønderjyske er et af de fysisk stærkeste hold i Superligaen, siger landsholdsanføreren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.